Pressemeddelelse – Kom med bag kulisserne på Fregatten Jylland

Kom med bag kulisserne på Fregatten Jylland

Nyd duften af nysavet egetræ og kom med bag kulisserne på Fregatten Jylland, hvor fagudtrykkene, traditionerne og byggeteknikkerne er mange. I bededagsferien tager håndværkerne formidlingen i deres egne barkede næver og deler ud af deres mange gode historier, sjove fakta og fantastiske viden om den håndværksmæssige del af skibet. Vi taler om håndværkere, der tilsammen har mere end 120 års erfaring fra arbejdet med Fregatten Jylland.  

For 150 år siden blev håndværkerne, som byggede Fregatten Jylland, kaldt Holmens faste stok. I dag består Fregatten Jyllands faste stok af 10 håndværkere, som gennem 30 år har restaureret og vedligeholdt Fregatten Jylland. I bededagsferien viser de publikum, hvordan man forvandler råt tømmer til forfinet håndværk, hvor elegante former, funktionalitet og slidstyrke går op i en højere enhed. Kom på Fregathavnen og få et indblik i skibstømrernes daglige arbejde og bliv klogere på de udfordringer og opgaver, som de gamle teknikker og arbejdet med træskibene giver.  Fregattens håndværkere deler gladelig ud af deres viden og lader deres begejstring for Fregatten Jylland smitte.

Stokken i arbejde

”Stokken i arbejde” er en fast tradition i bededagsferien på Fregatten Jylland, og hvert år kaster håndværkerne sig over et nyt projekt, som publikum kan følge med i. I år er projektet at bygge en papegøjepind til den ene af Fregattens følgeskibe, Robarkassen.

 

Bededagsferien finder sted fra 22. – 24. april

Se programmet på www.fregatten-jylland.dk

For mere information:
Direktør Benno Blæsild
Telefon:  23-25-50-05
Mail: bbb@fregatten-jylland.dk

SE PDF »